FUEN’s arbejdsgruppe for uddannelse drøfter udfordringer og fremtidsperspektiver for minoritetsundervisning i Europa

FUEN’s arbejdsgruppe for uddannelse afholdt sin 7. årskonference fra den 10. til 13. november 2025 – denne gang i Komotini (Vestthrakien, Grækenland). 34 deltagere fra elleve europæiske lande deltog i mødet, herunder repræsentanter for nationale minoriteter samt for uddannelsesinstitutioner og civilsamfundsorganisationer. Diskussionerne fokuserede på situationen for minoritetsuddannelse i Europa samt undervisning på sekundær- og gymnasialt niveau.

FUEN fulgte en invitation fra sine tyrkiske medlemsorganisationer i Vestthrakien til at afholde mødet i Komotini. Dermed blev situationen for det tosprogede tyrkiske skolesystem i regionen en central del af programmet – sammen med en bredere drøftelse af minoritetsuddannelse og undervisning i minoriteternes historie på sekundærtrinnet.

I deres indledende bemærkninger understregede FUEN’s præsident Olivia Schubert (som deltog online) og generalsekretær Éva Pénzes, at stærke systemer for minoritetsuddannelse er afgørende for kulturel kontinuitet, deltagelse og social sammenhængskraft. Samtidig påpegede de, at mange samfund står under stigende pres, og at koordineret interessevaretagelse derfor er nødvendig.

I de efterfølgende paneldiskussioner rapporterede deltagerne, at minoritetsuddannelse i mange regioner er præget af faldende elevtal, mangel på lærere, forældede eller utilstrækkelige undervisningsmaterialer samt begrænset institutionel støtte. Oplæg fra Vestthrakien – præsenteret af Melek Kırmacı, prof. dr. Fırat Yaldız, Aydın Ahmet og Ahmet Kara – fremhævede den kraftige reduktion i antallet af minoritetsgrundskoler, eksistensen af kun to minoritetsskoler på sekundær- og gymnasialt niveau, fraværet af børnehaver med undervisning på tyrkisk samt den aftagende betydning af minoriteternes læreplan. Delegaterne konstaterede også, at reduceret autonomi for skolebestyrelser og administrative reformer yderligere har svækket systemet.

Lignende bekymringer blev udtrykt af andre minoritetssamfund. Sorbiske repræsentanter pegede på den truede status for nedersorbisk og behovet for en stabil rekruttering af lærere. Repræsentanter for det serbiske mindretal i Kroatien beskrev den faldende synlighed af serbisk sprog og kultur i skolerne. European Roma Rights Centre rapporterede om fortsat segregation og ulige adgang til kvalitetsuddannelse i Ungarn.

Disse udfordringer prægede også de curriculære diskussioner, hvor undervisningen i minoriteternes historie fremstod som et centralt tema. Deltagerne konstaterede, at minoriteternes historie ofte er underrepræsenteret i nationale læseplaner og ofte fremstilles ud fra majoritetsperspektiver. Lærere i flere lande er afhængige af forældede lærebøger eller må – især i tosprogede undervisningsmiljøer – selv udvikle undervisningsmaterialer. Juristen Thomas Hieber beskrev kløften mellem formelle beskyttelsesbestemmelser og deres praktiske gennemførelse og understregede, at juridisk anerkendte rettigheder mister deres effekt uden passende materialer, plads i læreplanerne og efteruddannelse af lærere. Beretninger fra Catalonien, fra burgenlandkroaterne, ungarndeutscherne og de græske samfund i Ukraine viste, hvordan politiske beslutninger, demografiske ændringer og væbnede konflikter direkte påvirker overførslen af minoritetssprog, kultur og historisk viden.

Landerapporterne tegnede et detaljeret billede af disse udviklinger. Repræsentanter fra Plataforma per la Llengua beskrev, hvordan den catalanske immersionsmodel er under politisk og juridisk pres, og hvordan nyere reformer af læseplanerne har reduceret pladsen til regional historie. Delegater fra Vestthrakien beskrev mangel på tosprogede lærebøger og en stærk afhængighed af materialer udviklet af lærere selv. Den makedonske minoritet i Grækenland rapporterede om et fuldstændigt fravær af undervisning på modersmålet, hvilket accelererer sprogligt skifte. Repræsentanter for burgenlandkroaterne og ungarndeutscherne fremhævede forskellen mellem nationale læseplaner og minoritetsspecifikt indhold og forklarede, at mange lærere udvikler supplerende materialer for at gøre deres historie synlig. Som et positivt eksempel præsenterede Petra Englender-Virth en historielærebog om ungarndeutschernes historie. De græske samfund i Ukraine beskrev, hvordan krigen forstyrrer skolesystemet, reducerer antallet af græsksprogede skoler fra 32 til 8 og skaber alvorlig mangel på kvalificerede lærere.

Den vanskelige situation for minoriteter i Grækenland blev også tydelig i undervisningsministeriets afslag på at give tilladelse til skolebesøg. Det var første gang siden oprettelsen af FUEN’s arbejdsgruppe for uddannelse, at en regering afslog en sådan anmodning. For at sikre, at FUEN alligevel kunne få information, inviterede direktoratet for primær- og sekundæruddannelse i Rhodope (Rodópi) – den regionale enhed, som Komotini tilhører – til et møde. Generalsekretær Éva Pénzes ledte delegationen, som mødtes med direktøren Kosmidou Marigoula. Hun forklarede administrationen af skolerne for den muslimske minoritet, herunder den tosprogede struktur, den dobbelte læreplan, udfordringer i forhold til personale og demografiske faktorer, der påvirker skolernes bæredygtighed. Samtidig forklarede hun, at skolebesøg ikke kunne arrangeres på grund af det store antal forespørgsler.

Under hele årsmødet stod det klart, at dialog på lige fod er afgørende. Et effektivt samarbejde mellem skoler, myndigheder, minoritetsorganisationer og familier er nødvendigt for at sikre fremtiden for minoritetsuddannelse. Deltagerne understregede også behovet for stærkere europæiske rammer til beskyttelse af minoritetssprog og identiteter. Situationen i Vestthrakien viste tydeligt, at minoriteter må samarbejde, støtte hinanden og udveksle erfaringer – fordi samarbejde styrker deres position i uddannelsessystemerne.

På tværs af alle sessioner understregede deltagerne, at pålidelig og kvalitetsorienteret minoritetsuddannelse er afgørende for kulturel kontinuitet, demokratisk deltagelse og social sammenhængskraft. Der var enighed om, at der i hele Europa er behov for en effektiv gennemførelse af eksisterende rettigheder, tilstrækkelige ressourcer og stabile institutionelle rammer. FUEN vil fortsat arbejde for stærke og veludstyrede systemer for minoritetsuddannelse og vil videreudvikle sit arbejde i 2026 på baggrund af diskussionerne i Komotini.