Federal Union of European Nationalities
Vælg dit sprog
  • EN
  • DE
  • DK
  • FR
  • HU
  • RU
  • TR

De selvstyrende regioner i Norden som forbillede

Tre øer, tre kulturer, men ét fællestræk: selvstyre - denne særlige politiske konstruktion forener Grønland, Færøerne og Åland. Disse tre selvstyrende regioner i Norden var det centrale emne på anden dagen af FUEN European Minority Regions Forum i Helsinki. Det blev også drøftet, hvordan de kan tjene som model for andre europæiske mindretalsregioner.

Med journalist og Skandinavien-ekspert Walter Turnowsky som ordstyrer gav repræsentanter fra disse meget særlige regioner et kort indblik i strukturerne og udfordringerne i deres respektive hjemlande.

 

Jens Heinrich, medlem af det grønlandske parlament, forklarede den lange vej til selvstyre i Grønland, som siden 2009 igen er blevet manifesteret i en stærkere grad. "Siden da har vi haft uafhængighed og selvstyre med vores eget parlament og vores eget grønlandske sprog", forklarede han.

Også Jaspur Langgaard fra Færøerne, medlem af parlamentet og Nordisk Råd, var meget tilfreds med status quo. "Vi føler os ikke som danskere, men vi ønsker at forblive en selvstyrende del af Kongeriget - den status har vi opnået: samarbejdet med Danmark fungerer rigtig godt." Færøerne kæmpede i en periode med stor udvandring, men i de seneste ti år er der sket en vending, og befolkningen er vokset med hele 150 procent.

 

Mats Löfström, der repræsenterer Ålandsøerne i det finske parlament, beskrev vejen til selvstyre som en "succeshistorie, der kan tjene som mønstereksempel på verdensplan". Det særlige ved denne region er, at øgruppen geografisk ligger tættere på Sverige end på Finland og også er svensktalende, men alligevel hører til Finland. "Der blev oprindeligt kæmpet om bevarelsen af det svenske sprog og den svenske kultur, men i dag - 100 år efter den første selvstyrelov - er dette ikke længere til diskussion," udtalte han.

 

Den anden paneldebat handlede om "Indigene folkeslag i Arktis". Som ordstyrer professor Tom Moring udtrykte det: "Samerne er et folk med ni sprog, der lever i fire lande (Finland, Sverige, Norge og Rusland). De er et indfødt folkeslag, og deres problemer er lidt anderledes end problemerne for sproglige eller kulturelle mindretal."

 

Lars Miguel Utsi, medlem af Sámediggi, det samiske parlament i Sverige, gav et overblik over det samiske folks historie, som har været udsat for kolonisering, tvangsindvandring, tvungen kristianisering og endda racebiologisk brutalitet. Samerne har levet i og været en del af naturen i hundredvis af år, og deres levevis, kultur og sprog er baseret på dette forhold til naturen. Selv om de har deres egne parlamenter i de nordiske lande, har de ingen formel magt. I Sverige er det samiske parlament faktisk et rådgivende organ for regeringen uden beslutningskompetence. Derfor er de ofte nødt til at sagsøge staten for at beskytte deres ret til jord og levevis, men sproglige rettigheder har ikke været en del af disse retssager.

 

Anni Koivisto, næstformand for Samediggi, det samiske parlament i Finland, forklarede, at det samiske folks status er nedfældet i den finske forfatning og i international lovgivning, at det samiske parlament udøver selvstyre og søger at beskytte det samiske folks rettigheder. Mange af de Samer, der bor der, deler mange problemer med dem i Sverige, især med hensyn til at udøve deres rettigheder med hensyn til land, sprog og kultur. De tre samiske sprog, der tales i Finland, har officiel status, og samerne kan bruge deres sprog i deres kontakt med myndighederne, men der er store problemer med at gennemføre deres sproglige rettigheder inden for sociale ydelser og sundhedspleje. De mener også, at der er behov for permanente løsninger og løbende støtte i forbindelse med uddannelse.

Elin Haf Gruffydd Jones, professor og initiativtager til One Million Speakers-kampagnen for det walisiske sprog, sagde: "Når man taler et sprog, der ikke tales andre steder, er der en følelse af anderledeshed, ansvar og viden om, at der er en særlig forbindelse mellem landet og sproget." Hun påpegede, at sprog ikke kender grænser, og at forskellige retssystemer fører til forskellige sprogpolitikker, hvilket ikke kun ses i forbindelse med oprindelige folk, men også blandt mange nationer og minoriteter. Selv om der er begrebsmæssige og principielle forskelle mellem oprindelige folk og minoritetssprog, kan de lære af hinanden, understregede hun.

Pressemeddelelser